When sinners were invited forward to the anxious seat, hundreds responded to the call; and I, among the rest, pressed through the crowd and took my place with the seekers. But there was in my heart a feeling that I could never become worthy to be called a child of God. I had often sought for the peace there is in Christ, but I could not seem to find the freedom I desired. A terrible sadness rested on my heart. I could not think of anything I had done to cause me to feel sad; but it seemed to me that I was not good enough to enter heaven, that such a thing would be altogether too much for me to expect. {LS 21.3}


Livsskildringer af Ellen G. White kapitel 2. 21.     Fra side 21 i den engelske udgave.tilbage

Omvendelse

Når syndere blev budt frem til de ivrige pladser, svarede hundredvis på opfordringen og jeg, iblandt de sidste, pressede mig gennem mængden og tog plads med de søgende. Men der var i mit hjerte en følelse om, at jeg aldrig kunne være værdig til at kaldes et Guds barn. Jeg har ofte søgt efter fred i Kristus, men jeg lod ikke til at kunne finde den frihed jeg ønskede. En frygtelig bedrøvelse hvile over mit hjerte. Jeg kunne ikke tænke på noget jeg havde gjort, der bedrøvede mig; men for mig var det som om at jeg ikke var god nok til at gå ind i himlen, at disse ting i det hele taget var for meget for mig at forvente.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.