I was greatly depressed in spirit. Such queries as this troubled me: Why was God not willing to hear our prayers and raise the child to health? Satan, ever ready with his temptations, suggested that it was because we were not right. I could think of no particular thing wherein I had grieved the Lord, yet a crushing weight seemed to be on my spirits, driving me to despair. I doubted my acceptance with God, and could not pray. I had not courage so much as to lift my eyes to heaven. I suffered intense anguish of mind until my husband besought the Lord in my behalf. He would not yield until my voice was united with his for deliverance. The blessing came, and I began to hope. My trembling faith grasped the promises of God. {LS 136.4}


Livsskildringer af Ellen G. White kapitel 20. 136.     Fra side 136 i den engelske udgave.tilbage

Publicere igen

Jeg var stærkt nedtrykt i ånden. Spørgsmål som dette betyngede mig: Hvorfor var Gud ikke villig til at høre vore bønner og oprejse barnet til sundhed? Satan, er altid parat med sine fristelser, antydet at det var fordi vi ikke gjorde det rigtige. Jeg kunne ikke komme på konkrete ting hvori jeg har såret Herren, alligevel var det som en knusende vægt var over mit humør, der drev mig til fortvivlelse. Jeg betvivlede om Gud accepterede mig, og kunne ikke bede. Jeg havde ikke så meget mod, som at løfte mine øjne til himlen. Jeg led intens sindspine, indtil min mand hjemsøgte Herren for min skyld. Han vil ikke give op før min stemme forenedes med hans for udfrielse. Velsignelsen kom, og jeg (137) begyndte at håbe. Min skælvende tro greb Guds løfter.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.