The Voyage . In company with a lady friend and Elder J. N. Loughborough, I left San Francisco on the afternoon of June 10, 1878, upon the steamer Oregon. Captain Conner, who had charge of this splendid steamer, was very attentive to his passengers. As we passed through the Golden Gate into the broad ocean, it was very rough. The wind was against us, and the steamer pitched fearfully, while the ocean was lashed into fury by the wind. I watched the clouded sky, the rushing waves leaping mountain high, and the spray reflecting the colors of the rainbow. The sight was fearfully grand, and I was filled with awe while contemplating the mysteries of the deep. It is terrible in its wrath. There is a fearful beauty in the lifting up of its proud waves with roaring, and then falling back in mournful sobs. I could see the exhibition of God’s power in the movements of the restless waters, groaning beneath the action of the merciless winds, which tossed the waves up on high as if in convulsions of agony. {LS 229.3}

Rejsen
I selskab med en kvindelig ven og ældre J. N. Loughborough, forlod jeg San Francisco om eftermiddagen den 10. juni, 1878, på damperen Oregon. Kaptajn Conner, som havde ansvaret for denne strålende damper, var meget opmærksom på sine passagerer. Da vi passerede igennem Golden Gate ud på det vide ocean, var det meget uroligt. Vinden var imod os, og damperen huggede frygteligt i søen, medens oceanet piskede sig op til raseri, på grund af vinden. Jeg så på den overskyede himmel, på de ruskende bølger der blev som bjerge, og bygerne der reflekterede regnbuens farver. Udsynet var frygtelig storslået, og jeg blev fyldt med ærefrygt medens jeg betragtede dybdernes mysterier. Den var frygtelig i sin vrede. Der er en frygtelig skønhed når dets stolte bølger bruser, og så falder (230) tilbage i sørgmodig hulkegråd. Jeg kunne se hvordan Guds kraft viste sig i de hvileløse vandes bevægelser, sukkede under de nådeløse vindes bevægelser, som kastede bølgerne op til højder som pinslernes rystelser.