The shock of my husband’s death—so sudden, so unexpected—fell upon me with crushing weight. In my feeble condition I had summoned strength to remain at his bedside to the last; but when I saw his eyes closed in death, exhausted nature gave way, and I was completely prostrated. For some time I seemed balancing between life and death. The vital flame burned so low that a breath might extinguish it. At night my pulse would grow feeble, and my breathing fainter and fainter till it seemed about to cease. Only by the blessing of God and the unremitting care and watchfulness of physician and attendants was my life preserved. {LS 252.2}

Rystelsen af min mands død - så pludselig, så uventet - faldt på mig med overvældende vægt. I min svage tilstand havde jeg samlet styrke til at blive ved hans sengekant til sidst, men da jeg så hans øjne lukket i døden, fik den afkræftede natur frit løb og jeg var fuldstændig udmattet. Nogle gange synes jeg at balancere mellem liv og død. Livsflammen brændte så lavt at et åndepust kunne slukke den. Om natten ville min puls blive mere mat og min ånde svagere og svagere til den synes at høre op. Kun ved Guds velsignelse og den uophørlige pleje og årvågenhed af læge og medhjælpere holdt mit liv ud.