Though I had not risen from my sick-bed after my husband’s death, I was borne to the Tabernacle on the following Sabbath to attend his funeral. At the close of the sermon I felt it a duty to testify to the value of the Christian’s hope in the hour of sorrow and bereavement. As I arose, strength was given me, and I spoke about ten minutes, exalting the mercy and love of God in the presence of that crowded assembly. At the close of the services I followed my husband to Oak Hill Cemetery, where he was laid to rest until the morning of the resurrection. {LS 252.3}

Selv om jeg ikke havde rejst mig fra min sygeseng efter min mands død, blev jeg båret til teltet den efterfølgende sabbat for at deltage i hans begravelse. Ved slutningen ved prædiken følte jeg en ærbødighed i at bevidne om værdien af den kristnes håb i sorgens og savnets time. Da jeg rejste mig, fik jeg styrke og jeg talte i hen ved ti minutter, ophøjede Guds barmhjertighed og kærlighed under hele forsamlingens påhør. Ved slutningen af denne gudstjeneste fulgte jeg min mand til Oak Hill Kirkgegård, hvor han blev lagt til hvile indtil opstandelsesmorgnen.