Det var skik i gammel tid at brudgommen betalte en sum penge til sin hustrus fader, efter som han formåede. Dersom han ikke havde penge eller noget af værdi, så måtte han arbejde en vis tid før han kunne få datteren til hustru. Denne (111) skik blev betragtet som et sikkerhedspant for ægteskabskontrakten. Fædre anså det ikke for rådeligt at betro deres døtre til mænd som ikke havde tilstrækkelige midler til at forsørge en familie. Dersom de ikke havde evner til at bestyre forretninger, at erhverve sig land eller kreaturere, så frygtede de for at deres liv ville blive unyttigt. Men for at dygtige mænd ikke skulle blive modløse, gav han en anledning for dem, som intet havde at betale for en hustru, til at prøve deres værd. De kunne arbejde for den fader hvis datter de elskede. De gjorde akkord om arbejde en vis tid i forhold til brudegavens værdi som forlangtes for datteren. På denne måde blev ægteskaber ikke afsluttede i hast, og der var lejlighed til at prøve hvor stærk frierens kærlighed var. Dersom han var tro i sin tjeneste, og værdig i andre henseender, blev datteren givet ham til hustru. Og i almindelighed skænkede faderen hele brudegaven, som han havde modtaget, til datteren ved hendes giftemål.