Da Josef blev fristet til at forlade dydens sti, at overtræde Guds lov og vise utroskab mod sin Herre, modstod han med bestemt, og hans svar til Potifars hustru er et vidnesbyrd om gudfrygtigheds forædlende kraft. Efter at have talt om sin herres store tillid til ham, idet han havde betroet ham alt hvad han havde, udråber han: "Hvorledes skal jeg gøre denne store ondskab, og synde imod Gud?" Han ville ikke lade sig overtale til at forlade retfærdigheds vej, og træde Guds lov under fødder, hverken ved tillokkelser eller trusler. Når han da blev anklaget og falsk beskyldt for en lav forbrydelse, så nedsank han ikke i fortvivlelse. I bevidstheden om sin uskyldighed og dyd satte han sin tillid til Gud. Og Gud, som hidtil havde understøttet ham, forlod ham heller ikke nu. Han blev bunden med lænker og kastet i et mørkt fængsel. Men Gud vendte end også (132) denne ulykke til en velsignelse. Han gav ham nåde for fængslets forstander, og alle fangerne blev snart overgivet i Josefs hånd.