Josef var tilfredsstillet. Han havde prøvet sine brødre, og havde fundet omvendelsens værdige frugter hos dem. Han var så dybt bevæget at han ikke længere kunne skjule sine følelser, og forlangte at være ene med sine brødre. Derpå lod han sine længe undertrykte følelser bryde frem, og græd højt. "og Josef sagde til sine brødre: jeg er Josef, lever min fader endnu? Og hans brødre kunne ikke (150) svare ham; thi de forfærdes for hans ansigt." Kap 45:3. Hans brødre var så forbavsede at de ikke kunne svare ham. De kunne ikke tro at Ægyptens regent var deres broder Josef, som de havde hadet, og ville have myrdet, men til sidst nøjes med at sælge som slave. Deres onde opførsel mod deres broder var pinlig for deres erindring, idet den kom frem for dem, og især hans drømme som de havde foragtet, og hvis opfyldelse de havde stræbt så hårdt at forebygge. De havde udført deres part i at opfylde disse drømme. De havde gentagne gange bøjet sig for Josef, i overensstemmelse med hans drøm. Og nu stod de for ham med forbavselse, som skyldige.