“Da gik israelitternes opsynsmænd hen og råbte til Farao: »Hvorfor handler du således mod os? Dine trælle får ingen halm, og dog siger de til os: lav teglsten! Og dine trælle får prygl; du forsynder dig mod dit folk.« Men han svarede: »I er dovne, det er det, I er! Derfor siger i: lad os rejse ud og ofre til Herren! Gå nu hen og tag fat på eders arbejde; I får ingen halm, men I skal levere det samme antal teglsten!« Israelitternes opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: »Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af teglsten!« Og da de ved deres bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, sagde de til dem: »Herren se til eder og dømme eder, fordi I har vakt afsky mod os hos Farao og hans tjenere og lagt dem et sværd i hånden til at dræbe os med!« Da vendte Moses sig igen til Herren og sagde: »Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette folk? Hvorfor har du udsendt mig? Siden jeg har været hos (180) Farao og talt i dit navn, har han handlet ilde med dette folk, og frelst dit folk har du ikke!«