Da Moses havde været vidne til Guds forunderlige gerninger, havde hans tro vokset sig stærk, og hans tillid var blevet befæstet, imedens Gud havde udrustet ham og kvalificeret ham, ved manifestationerne af hans kraft, til at stå som hoved for Israels hære, og som en hyrde for sit folk, der leder dem ud af Ægypten. Han blev overmådeligt ophøjet, ved sin faste tillid til Gud, som ledte ham til at sige til kongen: "Vore hjorde må vi have med, ikke en klov må blive tilbage." Dette faste mod i kongens nærhed, irriterede hans hovmodige stolthed, og han udtrykte dødstruslen ovre Guds tjenere. I sin blindhed erkendte han ikke at han ikke blot kæmpede imod Moses og Aron, men imod den mægtige Jehova, himlens og jordens skaber. Moses havde fået folkets gunst. Han blev betragtet som en meget forunderlig mand, og kongen turde ikke gøre ham noget.