De to sidste konger som havde siddet på Ægyptens trone var diktatoriske, og havde truet hebræerne grusomt. Israels ældste havde dristet sig til at opmuntre israelitternes faldne tro, ved at henvise til de løfter Abraham fik, og Josefs profetiske ord, lige før han døde, der forudså deres udfrielse fra Ægypten. Nogle ville lytte og tro. Andre så på deres egne sørgelige tilstand, og ville ikke håbe. Ægypterne havde lært om forventningerne hos Israels børn, og hånede deres håb om udfrielse, og talte hånligt om kraften fra deres Gud. De pegede dem til deres egen situation som et folk, som blot en nation af slaver, og sagde spottende til dem: Hvis jeres Gud er så retfærdig og nåde, og har kraften over de ægyptiske guder, hvorfor gør han jer ikke til et frit folk? Hvorfor manifesterer hans storhed og kraft sig ikke, og ophøjer jer? Ægypterne henledte da israelitternes opmærksomhed til deres egne guder, de selv havde valgt, som israelitterne nævnte som falske guder. De sagde triumferende at deres guder havde givet dem velstand, og havde givet dem mad, og klædninger og store rigdomme; og at deres guder havde også givet israelitterne i deres hænder til at tjene dem, og at de havde kraft til at undertrykke dem, og udslette deres liv, så at de ikke skulle være et folk. (215) De spottede den tanke at hebræerne nogensinde ville blive udfriet fra slaveriet.