Herren gav her sit folk et umiskendeligt bevis på at han som havde udført en så forunderlig udfrielse for dem, at bringe dem ud af Ægyptens trældom, var at den mægtige engel, og ikke Moses, som gik foran dem på alle deres rejser, og om hvem han havde sagt: "Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte dig undervejs og fører dig til det sted, jeg har beredt. Tag dig vel i vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders overtrædelser, fordi mit navn er i ham." Moses tog den ære til sig selv som tilhørte Gud, og gjorde det nødvendigt for Gud at gøre det som i hans situation altid ville tilfredsstille det oprørske Israel, at det ikke var Moses som førte dem ud af Ægypten, men Gud selv. Herren havde overdraget Moses opgaven at lede sit folk, medens den mægtige Engel gik foran dem på alle deres ture, og styrede alle deres rejser. Fordi de var så hurtige til at glemme at Gud leder dem, ved sin Engel, og til at tilskrive mennesker det som Guds (312) kraft alene kan udføre, har han prøvet dem, og forsøgt dem, for at se om de vil adlyde ham. De faldt ved hver prøvelse. I stedet for at tro på og anerkende Gud, som har bestrøet deres sti med beviser på hans kraft, og tydelige tegn på hans omsorg og kærlighed, stolede de ikke på ham, og beskyldte Moses for at de havde forladt Ægypten, anklagede ham for at være årsag for alle deres ulykker. Moses havde båret over med deres hårdhed med en bemærkelsesværdig overbærenhed. En gang truede de med at stene ham.