The Lord visited Adam and Eve, and made known to them the consequence of their disobedience. As they hear God’s majestic approach, they seek to hide themselves from his inspection, whom they delighted, while in their innocence and holiness, to meet. “And the Lord God called unto Adam, and said unto him, Where art thou? And he said, I heard thy voice in the garden, and I was afraid because I was naked, and I hid myself. And he said, Who told thee that thou wast naked? Hast thou eaten of the tree whereof I commanded thee that thou shouldest not eat?” This question was asked by the Lord, not because he needed information, but for the conviction of the guilty pair. How didst thou become ashamed and fearful? Adam acknowledged his transgression, not because he was penitent for his great disobedience, but to cast reflection upon God. “The woman whom thou gavest to be with me, she gave me of the tree, and I did eat.” The woman was then addressed: “What is this that thou hast done?” Eve answered, “The serpent beguiled me, and I did eat.” The Lord then addressed the serpent: “Because thou hast done this, thou art cursed above all cattle, and above every beast of the field: upon thy belly shalt thou go, and dust shalt thou eat all the days of thy life.” As the serpent had been exalted above the beasts of the field, he should be degraded beneath them all, and be detested by man, inasmuch as he was the medium through which Satan acted. “And unto Adam he said, Because thou hast hearkened unto the voice of thy wife, and hast eaten of the tree of which I commanded thee, saying, Thou shalt not eat of it, cursed is the ground for thy sake; in sorrow shalt thou eat of it all the days of thy life; thorns also and thistles shall it bring forth to thee; and thou shalt eat the herb of the field. In the sweat of thy face shalt thou eat bread till thou return unto the ground.” {1SP 42.3}

Herren besøgte Adam og Eva, og underrettede dem om følgerne af deres ulydighed. Da de hørte hvorledes Gud majestætisk nærmede sig søgte de at skjule sig selv fra hans ransagende blik, hvem de, i deres uskyldighed og hellighed glædede sig ved at møde. "Og Gud Herren kaldte ad Adam og sagde til ham: hvor er du? Og han sagde: jeg hørte din røst i haven, og frygtede, thi jeg var nøgen, og skjulte mig. Og han sagde: hvem gav dig til kende, at du var nøgen? har du spist af det træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulle ikke spise af?" 1. Mos. 3:9-11. Dette spørgsmål gav Herren ikke fordi han behøvede oplysning, men for at overbevise det skyldige par. Hvorledes blev du skamfuld og ræd? Adam bekendte sin overtrædelse, ikke fordi han angrede sin store ulydighed, men for at kaste skygge på Gud: "Kvinden, som du gav at være med mig, hun, gav mig af det træ, og jeg spiste." Vers 12. Derpå blev kvinden tiltalt: "Hvorfor har du dette gjort?" Eva svarede: "Slangen bedrog mig, og jeg spiste." Vers 13. Da talte Herren til slangen: "Fordi du gjorde dette, da vær forbandet frem for kvæget og frem for alle vilde dyr på marken; du skal gå på din bug, og æde støv alle dit livs dage." V 14. Ligesom slangen havde været mest ophøjet over dyrene på marken, således skulle den nedværdiges under dem alle og afskyes af mennesket fordi den var det medium hvor igennem Satan havde virket. "Og han sagde til Adam: fordi du lød din hustrus røst, og spiste af det træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: du skal ikke måtte spise af, da vær jorden forbandet for din skyld, med kummer skal du spise deraf dit livs dage. Og den skal bære dig torn og tidsel, og du skal spise urter på marken. I dit ansigts sved skal du spise dit brødet, indtil du bliver til jord igen; thi du er taget deraf; thi du er støv, og skal blive til støv igen." Vers 17-19.