Timen var kommet for frydefulde, lykkelige lovsange til Gud og hans kære Søn. Satan havde været leder for det himmelske kor. Han havde opløftet den første Stemme; derefter forenede hele englehæren sig med ham, og Sangens herlige harmoni tonede gennem himmelen til Guds og hans kære søns ære. Men nu lød misklang og vrede ord for den store oprørs-leders øren, i stedet for toner af sødeste musik. Hvor var han? Var det ikke alt sammen en forfærdelig drøm? Var han udelukket af himmelen? Skulle himmelens porte aldrig mere åbnes for at lade ham gå ind? Tilbedelsens time drager nær, da hellige, strålende engle bøje sig for faderen. Han kan aldrig mere tage del i den himmelske sang. Han kan aldrig mere bøje sig med ærbødighed og hellig frygt i den evige Guds nærværelse. Med glæde ville han overgive sine fordringer på autoritet, dersom han atter kunne blive som han var, da han var ren, sanddru og tro. Men han var fortabt! Forløsning var umulig, på grund af hans formastelige oprør! Og dette var ikke alt; han havde ledt andre til oprør og til samme fortabelsens tilstand med sig selv – engle som (28) aldrig havde tænkt på at drage Guds vilje i tvivl , eller på at nægte at adlyde Guds lov indtil han gav det i deres sind; idet han fremstillede for dem at de derved kunne nyde et større gode, en højere og herligere frihed. Med dette spidsfindige blændværk havde han bedraget dem. Nu hviler der et ansvar på ham fra hvilket han gerne ville befries.