Satan skælvede når ham betragtede sit værk. Han var alene i betragtninger over det forbi gangne, det nærværende, og sine fremtidige planer. Hans mægtige skikkelse rystede som af en storm. En engel fra himmelen passerede forbi. Han kaldte på ham og bad om at få en samtale med Kristus. Dette blev ham tilstået. Han fortalte Guds søn at han angrede sit oprør og ønskede atter at stå i nåde hos Gud. Han var villig til at tage den plads som Gud havde tidligere anvist ham og adlyde hans vise bud. Kristus græd over Satans ve, men fortalte ham at Gud havde bestemt at han aldrig kunne blive indladt i himmelen. Himmelen må ikke udsættes for fare. Hele himmelen ville blive fordærvet dersom han blev taget tilbage; thi Synd og oprør oprandt med ham. Oprørets sæden var endnu i ham. Han havde ingen god grund til sin fremgangsmåde i oprøret, og han havde ikke alene håbløst ruineret sig selv, men tillige englenes hær, som nu ville have været lykkelig i himlen dersom han var forblevet tro.