Da Adam og Eva indså hvor ophøjet og hellig Guds lov var, at de så det dyrebart offer måtte hengives for dens overtrædelse, for at frelse dem og deres efterkommere fra fuldkommen ødelæggelse, bad de om selv at dø, eller at lade dem og deres afkom lide straffen for deres overtrædelse, hellere end at Guds elskelige søn skulle gøre dette store offer. Adams ængstelse tiltog. Han så at hans synd var af så stort omfang at den medførte forfærdelige følger. Er det muligt at himmelens ærede (51) fyrste, som havde vandret med Adam og talte med ham medens han var hellig og uskyldig, hvem englene ærede og tilbage, skulle bringes ned fra sin ophøjede stilling for at dø for hans overtrædelse? Adam blev underrettet om at en Engels liv ikke kunne betale skylden. Jehovas lov, grundvolden for himmelens og jordens regering, var lige så hellig som Gud selv; derfor kunne Gud ikke antage en engels liv som offer for dens overtrædelse. Hans lov var af større vigtighed i hans øjne end de hellige engle omkring hans trone. Faderen kunne ikke afskaffe eller forandre et bud af sin lov, for at imødekomme mennesket i sin faldne tilstand. Men Guds Søn, som i forbindelse med Faderen havde skabt mennesket, kunne gøre forsoning for mennesket som var antagelig for Gud, ved at give sit liv som et offer og bære Faderens vrede. Englene underrettede Adam om at ligesom hans overtrædelse havde bragt død og elendighed, således ville liv og uforkrænkelighed blive bragt for lyset ved Jesu Kristi offer.