Uagtet den højtidelige åbenbarelse af Guds magt som den vantro mængde havde beskuet – den unaturlige begivenhed at dyrene forlod skov og mark og gik ind i arken og at Guds engel klædt med himmelsk glans nedsteg fra Himmelen med forfærdelig Majestæt og lukke Døren; så forhærdede de og sine hjerter og vedblev at gøre sig lystige og at drive spot med disse mærkværdige beviser på guddommelig magt. Men på den ottende dag blev himlene sorte. Den rullende torden og de stærke lyn stråler begyndte at forfærde mennesker og dyr. Regnen strømmede ned fra skyerne ovenover dem. Dette var noget de aldrig havde set før, og deres hjerter blev modløse af frygt. Dyrene vandrede omkring i den vildeste forskrækkelse, og deres skurrende stemmer syntes klagende at forkynde deres egen og menneskernes forestående skæbne. Stormens voldsomhed tiltog indtil regnen kom fra himmelen ligesom mægtige vandfald. Floderne steg over deres grænser, og vandene strømmede til dalene. Det store dybs kilder blev også åbnede. Vandspring vældede frem af jorden med ubeskrivelig kraft, og kastede massive klippestykker flere hundrede fod op i luften, som i deres fald begravede sig selv dybt i jorden.