Vandene havde været femten alen over de højeste bjerge. Herren erindrede Noa, og da vandene faldt lod han arken hvile på toppen af en bjerggruppe, som Gud med sin almagt havde bevaret og ladet stå fast gennem den hele voldsomme storm. Disse bjerge var kun et lille stykke fra hinanden, og arken drev omkring og hvilede snart på et, snart på et andet af disse bjerge, og blev ikke mere drevet omkring på det grænseløse hav. Da bjergene og højene kom til syne var de i en sønderreven ujævn tilstand, og alting omkring dem lignede en sø af mundret vand som blødt dynd.