Jesus declared that he could do nothing of himself “but what he seeth the Father do.” His relationship with God forbade him from working independent of him, and he could do nothing against his will. What a rebuke were these words to men, and especially to those who were calling the Son of God to task for the very work that he was sent upon earth to do. They had separated themselves from God by wicked acts, and, in their pride and vanity, were moving independent of him, feeling sufficient in themselves for all things, and realizing no need of a higher wisdom than their own, to aid them in the direction of their acts. {2SP 166.2}


Profetiens ånd bind 2 kapitel 12. 166.     Fra side 166 i den engelske udgave.tilbage

Jesus ved Bethesda.

Den ydmyge nazaræer vidner om sin herlighed. Han hæver sig over det menneskelige, bortvejer den synd og skam, som man vil påføre ham, og åbenbarer sig som Guds Søn, Lige med verdensaltet skaber og som den, hvem englene ærede. Jødernes ældste og mængden forbavsedes over disse ophøjede sandheder og den høje værdighed, hvormed han fremtrådte. Intet menneske havde nogensinde talet sådanne ord eller fremstillet sig selv med en sådan kongelig majestæt. Hans vidnesbyrd var klare og enkle (167) var blot med stor anstrengelse, at folket forhindrede dem fra at gribe Jesus og ihjelslå ham.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.