Jesus assured the Jews that they had seen him and his works yet believed not. He did not refer to their seeing him with their natural eyes; but he meant that their understanding had been convinced, while their proud and stubborn hearts refused to acknowledge him as the Messiah. The Saviour had been doing in their midst works that no man had ever done. The living evidences of his divine power had been before them day after day; yet their hard and caviling hearts asked for still another sign of his divinity before they would believe. Had this been given them they would still have remained as unbelieving as before. If they were not already convinced of his Messiahship by what they had seen and heard, it was useless to show them more marvelous works. The dignity of God’s holy Son was not to be compromised to gratify a questioning crowd. {2SP 277.1}


Profetiens ånd bind 2 kapitel 22. 277.     Fra side 277 i den engelske udgave.tilbage

Kristus i synagogen.

Jesus forsikrer jøderne, at de havde set ham og hans gerninger, men troede dog ikke. Han hentydede ikke til, at de havde set ham med deres naturlige øjne; men han mente, at deres forstand var overbevist, på samme tid som deres stolte og stive hjerte at erkende ham som Messias. Frelseren havde udrettet gerninger iblandt dem, som ingen anden havde gjort. Dag efter dag havde de opnået levende beviser på hans guddommelige magt; men alligevel begærede deres hårde og uforstandige hjerte endnu et andet tegn på hans guddommelighed, før de ville tro. Dersom de havde fået det, så ville de alligevel have været ligeså vantro som før. Dersom det, de havde set og hørt, ikke allerede havde overbevist dem om, at han var Messias, så var det til ingen nytte at vise dem flere underfulde gerninger. Guds Søn kunne ikke tilsidesætte sin hellige værdighed for at tilfredsstille en nysgerrig skare.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.