Chapter 25—Christ Stills the Tempest Jesus had been teaching and healing uninterruptedly all day, and he greatly desired retirement and rest for himself and his disciples. He therefore instructed them to accompany him to the other side of the sea. But before he embarked he was accosted by a scribe who had listened to his words, representing the jewels of truth as being of far greater value than hidden treasure. In the grossness of his darkened mind, the scribe conceived that Jesus designed to enrich his followers with worldly treasure. He therefore eagerly addressed him, as had Judas, saying, “Master, I will follow thee whithersoever thou goest.” The Saviour read the unworthy thought that actuated his heart, and answered him as he had answered Judas, “The foxes have holes, and the birds of the air have nests; but the Son of Man hath not where to lay his head.” This Jewish teacher had only his own selfish interest in view when he proposed to follow Jesus. He hoped that the Saviour would soon establish his kingdom on earth, and that the wealth and station which would then accrue to his disciples, were the riches of which Jesus had spoken. But only a mind blinded by avarice and the lust of the world could so have misinterpreted the words of the Saviour. {2SP 305.1}

Jesus havde lært og helbredet uafbrudt hele dagen, og han ønskede meget at være ene og få hvile for sig og sine disciple. Han sagde derfor til dem, at de skulle ledsage ham til den anden side af søen. Men før han steg i båden, blev han tiltalt af en skriftklog, som havde lyttet til hans ord, da han fremstillede sandhedens skatte som noget der var mere værdifuldt end skjulte skatte på jorden. Den skriftkloge tænkte i sit formørkede sind, at Jesus ønskede at skaffe sine efterfølgere jordiske skatte. Han tiltalte ham derfor ivrig, ligesom Judas havde gjort: "Mester, jeg vil følge dig hvor du (306) går hen." Frelseren læste de uværdige tanker, som bevægede hans hjerte, og svarede ham, ligesom han havde svaret Judas: "Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted hvor han kan lægge sit hoved til hvile." (Matt 8,20) Den jødiske lærer tænkte blot på sin egen fordel, da han foreslog at følge Jesus. Han håbede. at Frelseren snart ville oprette sit rige på jorden, og at den rigdom og ære, som hans disciple da ville opnå, var de rigdomme, som Jesus havde talt om. Hans sind var forblindet af gerrighed og verdenskærlighed, thi ellers kunne han ikke således misfortolke Frelserens ord. Mange ville have forenet sig med Kristus og ophøjet hans navn, dersom han ikke havde været så fattig og havde samlet så mange ringe og fattige mennesker omkring sig. Dersom han havde skænket sine disciple ære og rigdom, så ville de stolte farisæer, ypperstepræster og skriftkloge med fornøjelse havde æret ham. Der er også mange i vore dage, som ville tage imod sandheden, dersom det ikke kostede selvfornægtelse. Dersom de kunne tage verden med sig til Kristus, så ville de tage imod ham; men at følge ham i hans fornedrelse uden nogen udsigt til jordisk belønning, det er mere, end deres svage tro kan udholde. De drager sig tilbage med nedslået mod ligesom den skriftkloge, da Jesus irettesatte ham.