They rush to him, and bending over his prostrate form, cry out reproachfully, “Master, Master, carest thou not that we perish?” Their hearts are grieved that he should rest so peacefully, while danger and death threaten them, and they have been laboring so hard against the fury of the storm. This despairing cry arouses Jesus from his refreshing sleep. As the disciples rush back to their oars, to make a last effort, Jesus rises to his feet. In his divine majesty he stands in the humble vessel of the fishermen, amid the raging of the tempest, the waves breaking over the bows, and the vivid lightning playing about his calm and fearless countenance. He lifts his hand, so often employed in deeds of mercy, and says to the angry sea, “Peace, be still.” The storm ceases, the heaving billows sink to rest. The clouds roll away, and the stars shine forth; the boat sits motionless upon a quiet sea. Then, turning to his disciples, Jesus rebukes them, saying, “Why are ye so fearful? how is it that ye have no faith?” {2SP 308.2}

De løber han til ham og bøjer sig over hans sovende skikkelse, idet de bebrejdende udbryder: "Mester, bryder du dig ikke om, at vi går under?" (Mark 4,38) et bekymrede dem i deres hjerte, at han skulle hvile sig så rolig, medens fare og død truede dem, og de arbejdede så hårdt med stormens raseri. Deres fortvivlede råb vækker Jesus af hans styrkende søvn. Medens disciplene haster tilbage til deres årer for endnu engang at gøre et redningsforsøg, rejser Jesus sig op. Han står i den ringe fiskerbåd i sin ophøjede majestæt midt under den rasende storm. Bølgerne bryder over skibets stavn. De stærke lynstråler oplyser hans rolige, frimodige åsyn. han opløfter sin hånd, som så ofte har været beskæftiget med at udføre barmhjertigheds-gerninger, og siger til den oprørte sø: "Ti, vær stille!" Stormen ophører, de urolige bølger (309) bliver stille, skyerne drager bort, og stjernerne skinner venlig; båden ligger rolig på den stille sø. Derpå vender Jesus sig til disciplene og irettesætter dem, idet han siger: "Hvorfor er I så bange? Hvorfor har I ikke tro?" (Mark 4,40)