When he was rudely aroused by the terrified fishermen, the Saviour had no fears for himself; his anxiety was for his disciples, who had distrusted him in the time of danger. He reproved their fears, which manifested their unbelief. They should have called upon him at the first appearance of danger, and he would have relieved their anxiety. But in their effort to save themselves they forgot that Jesus was on board. How many, in the trying scenes of life, amid perplexities and danger, fight against the storms of adversity alone, forgetting that there is One who can help them. They trust in their own strength and skill, till, baffled and discouraged, they remember Jesus, and humbly call upon him to save them. Though he sorrowfully reproves their unbelief and self-confidence, he never fails to hear their earnest cry, and give them the help they need. {2SP 309.2}


Profetiens ånd bind 2 kapitel 25. 309.     Fra side 309 i den engelske udgave.tilbage

Kristus stiller stormen.

Da de forfærdede disciple så uhøflig vækkede Frelseren, frygtede han ikke for sig selv; men det bedrøvede ham, at hans disciple havde mistillid til ham i farens stund. Han irettesatte dem for deres frygt, som åbenbarede deres vantro. De skulle have vækket ham ved farens udbrud, så ville han have borttaget deres bekymring. Men i sine bestræbelser for at frelse sig selv glemte de, at Jesus var i båden. Hvor mange der er, som under livets prøver, under bekymring og fare kæmper alene mod modgangens storm og glemmer, at der er en, som kan (310) hjælpe dem! De forlader sig på deres egen styrke og dygtighed, indtil de, tvivlrådige og modløse, erindrer Jesus og kalder ymygt på ham, at han må frelse dem. Og selv om han med sorg irettesætter dem for deres vantro og selvtillid, så undlader han dog aldrig at høre deres oprigtige råb, han hjælper dem altid i nøden.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.