Peter, recovering from his surprise, and ever ready to speak, said, “Master, the multitude throng thee, and press thee, and sayest thou, Who touched me?” Jesus answered, “Somebody hath touched me; for I perceive that virtue is gone out of me.” The blessed Redeemer could distinguish the touch of faith from the casual contact of the careless crowd. He well knew all the circumstances of the case, and would not pass such confidence and trust without comment. He would address to the humble woman words of comfort that would be to her a well-spring of joy. {2SP 320.3}

Peter, som altid var rede til at tale, siger, så snart han havde overvundet sin forbavselse: "Mester! skarerne trykker og trænger dig jo, og du siger: Hvem var det, der rørte ved mig?" Men Jesus svarede: "Der var en, som rørte ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig." (46.vers) Den kære forløser kunne skelne mellem troens berørelse og berørelsen af den ligegyldige skare. Han kendte nøje til alle omstændigheder ved dette tilfælde og ønskede ikke at lade et sådant eksempel på tro og tillid gå hen uden at omtale det. (321) Han ønskede at henvende nogle trøstende ord til den ydmyge kvinde, hvilke kunne blive en kilde til glæde for hendes hjerte.