The officers had heard the words of Jesus in the temple, they had felt the wondrous influence of his presence, and their hearts had been strangely softened and drawn toward him whom they were commanded to arrest as a criminal. They were unequal to the task set them by the priests and rulers; they could not summon courage to lay hands upon this pure Being who stood, with the light of Heaven upon his countenance, preaching a free salvation. As they stand excusing themselves for not obeying their orders, and saying, “Never man spake like this man,” the Pharisees, enraged that even these tools of the law should be influenced by this Galilean peasant, cry out angrily:— {2SP 348.1}

Tjenerne havde hørt Jesu ord i templet; de have følt den underfulde indflydelse, som udgik fra ham, og deres hjerte blev besynderlig berørt deraf, og de følte sig hendragede til ham, hvem de havde befaling til at gribe som en forbryder. De var ikke i stand til at udføre det hverv, som præsterne og de ældste havde overdraget dem. De havde ikke mod til at lægge hænder på den hellige person, der stod for dem, hvis ansigt lyste af himmelsk glans, idet han forkyndte frelsens ord. Da de undskyldte sig, fordi de ikke havde adlydt præsternes befaling, og sagde: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler," blev farisæerne forbitrede over, at endog lovens håndlangere skulle komme under denne galilæiske bondes indflydelse, og råbte med vrede: