Although doing this without apparent design, Jesus was tracing on the ground, in legible characters, the particular sins of which the woman’s accusers were guilty, beginning with the eldest and ending with the youngest. At length the Pharisees became impatient at the indifference of Jesus, and his delay in deciding the question before him, and drew nearer, urging the matter. But as their eyes fell upon the words written in the sand, fear and surprise took possession of them. The people, looking on, saw their countenances suddenly change, and pressed forward to discover what they were regarding with such an expression of astonishment and shame. Many of those who thus gathered round also read the record of hidden sin inscribed against these accusers of another. {2SP 350.1}

Selvom Jesus gjorde dette uden nogen tilsyneladende hensigt, skrev han dog i sandet med tydelige bogstaver forskellige synder, som kvindens anklagere var skyldige i, idet han begyndte med den ældste og endte med den yngste. Til sidst blev farisæerne utålmodige over Jesu ligegyldighed og over, at han tøvede med at besvare det spørgsmål, som de havde fremlagt for ham, og de drog nærmere og trængte ind på ham. Men da deres øjne faldt på de ord, som han havde skrevet i sandet, grebedes de af frygt og forbavselse. Folket, som så til, mærkede, at deres ansigtsudtryk forandres, og trængte frem for at se, hvad farisæerne så på med et sådant udtryk af forbavselse og skam. Mange af dem, som således samlede sig om Jesus, læste også, hvad han havde skrevet om de hemmelige synder, der var begåede af disse mennesker, som anklagede kvinden. Gå bort og synd ikke mere.