The criminal upon the cross, notwithstanding his physical suffering, felt in his soul the peace and comfort of acceptance with God. The Saviour, lifted upon the cross, enduring pain and mockery, rejected by the priests and elders, is sought by a guilty, dying soul with a faith discerning the world’s Redeemer in Him who is crucified like a malefactor. For such an object did the Son of God leave Heaven, to save lost and perishing sinners. While the priests and rulers, in their self-righteous scorn, fail to see his divine character, he reveals himself to the penitent thief as the sinner’s Friend and Saviour. He thus teaches that the vilest sinner may find pardon and salvation through the merits of the blood of Christ. {3SP 158.1}

Røveren på korset følte i sin sjæl den trøst og fred, som kom af, at Gud antog ham, selv om han led legemlige smerter. Frelseren, ophøjet på korset under kval og foragt, forkastet af præsterne og de ældste, blev søgt af en syndig, døende sjæl med en tro, som ser verdens Forløser i ham, der er korsfæstet som en forbryder. I denne hensigt forlod Guds Søn himlen for at frelse fortabte syndere. Medens præsterne og de øverste på grund af sin egenretfærdighed foragtede ham og ikke kunne se hans guddommelige karakter, åbenbarede han sig selv for den angergivne røver som synderes ven og Frelser. Derved viser han, at den ugudeligste synder kan finde tilgivelse og frelse gennem Kristi blods fortjeneste.