Now that the frenzy of excitement was passed, the image of Christ would intrude upon their minds, as he stood serene and uncomplaining before his enemies, suffering their taunts and abuse without a murmur. They remembered the prayer for forgiveness, offered in behalf of those who nailed him to the cross, his forgetfulness of his own suffering, and his merciful response to the prayer of the dying thief, the darkness which covered the earth, its sudden lifting, and his triumphant cry, “It is finished,” which seemed to resound through the universe, his immediate death, the quaking of the earth and the shivering of the rocks, the opening of the graves and the rending of the vail of the temple. All these remarkable circumstances pressed upon their minds the overpowering evidence that Jesus was the Son of God. {3SP 177.2}

Da nu det værste af ophidselsen var (178) forbi, trængte Jesu billede sig ind i deres sjæl, idet han stod rolig og stum for sine fjender og led hån og mishandling uden mindste knur. De kom i hu, hvorledes han bad om, at de, som naglede ham på korset, måtte få forladelse; hvorledes han ikke tænkte på sine egne lidelser; hvor barmhjertig han besvarede den dødende røvers bøn; hvorledes mørket, der dækkede jorden, pludselig hævede sig. De kom i hu, hvorledes han jublende havde råbt: "Det er fuldbragt," og hvorledes dette råb syntes genlyde gennem hele skabningen. De kom i hu, hvorledes han øjeblikkelig døde; hvorledes jorden skælvede og klipperne revnede; hvorledes gravene åbnedes, og hvorledes forhænget i templet splittedes i to dele. Alle disse mærkværdige omstændigheder trængte ind på deres sind og gav dem et uomstødeligt bevis for, at Jesus var Guds Søn.