These two disciples had not held a prominent position beside Jesus in his ministry, but they were earnest believers in him. Soon after they began their journey, they observed a stranger coming up behind them, who presently joined their company; but they were so busy with perplexing thoughts, which they were communicating to each other, that they scarcely noticed they were not alone. Those strong men were so burdened with grief that they wept as they traveled on. Christ’s pitying heart of love saw here a sorrow which he could relieve. The disciples were reasoning with each other concerning the events of the past few days, and marveling how the fact of Jesus yielding himself up to a shameful death could be reconciled with his claims as the Son of God. {3SP 207.1}


Profetiens ånd bind 3 kapitel 15. 207.     Fra side 207 i den engelske udgave.tilbage

Jesus ved Emaus.

Disse to disciple havde ikke indtaget nogen fremragende stilling med Jesus i hans virksomhed, men de troede fast på ham. Snart efter at de havde påbegyndt sin vandring, lagde de mærke til en fremmed, som kom bagefter dem og snart indhentede dem. Men de var så optaget med at omtalte for hinanden de forskellige tunge tanker som beskæftigede deres sind, at de næppe lagde mærke til at de ikke var alene. Disse stærke mænd var så bedrøvede, at de græd, medens de vandrede fremad. Kristi kærlige hjerte ynkedes over dem, og han så her en sorg, som han kunne lindre. Disciplene talte med hinanden om de sidste få dages begivenheder og forundrede sig over, hvorledes Jesus kunne være Guds Søn og dog hengive sig til at lide en så vanærende død.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.