They were too happy to notice the difficulties of the rough, uncertain road. There was no moon to light them, but their hearts were light with the joy of a new revelation. They picked their way over the rough stones, and the dangerous ledges, sometimes stumbling and falling in their haste. But not at all disconcerted by this, they pressed resolutely on. Occasionally they lost their path in the darkness, and were obliged to retrace their steps until they found the track, when they renewed their journey with fresh speed. They longed to deliver their precious message to their friends. Never before had human lips such tidings to proclaim; for the fact of Christ’s resurrection was to be the great truth around which all the faith and hope of the church would center. {3SP 215.3}


Profetiens ånd bind 3 kapitel 15. 215.     Fra side 215 i den engelske udgave.tilbage

Jesus ved Emaus.

I sin store glæde lagde de ikke mærke til de hindringer, som lå på den ujævne vej. Månen oplyste ikke vejen for dem, men deres hjerte frydede sig over en ny åbenbaring, der lyste i deres sjæl. De vandrede henover de ujævne stene og de farefulde skrænter ved vejen, idet de undertiden i deres hast snublede og faldt. Men herved blev de ikke mismodige; de gik stadig fremad. Undertiden kom de på afveje på grund af mørket og måtte derfor gå tilbage, indtil de fandt vejen, hvorpå de fortsatte rejsen med forøget hurtighed. De længtes efter at forkynde det dyrebare budskab for sine venner. Aldrig før havde menneskelige læber (216) haft en sådan nyhed at forkynde; thi den kendsgerning, at Kristus var opstået, skulle blive den store sandhed, som menigheden skulle bygge al sin tro og sine forhåbninger på.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.