Had they had the least faith in the truthfulness of their statements, they would have called the disciples to account, and visited upon them the most unrelenting punishment. That they did not do this was a thorough proof of the innocence of the disciples, and of the fact that the priests were driven to the dire necessity of fabricating and circulating a lie to meet the evidence accumulating against them, and establishing the truth of the resurrection of Jesus, and his claims as the divine Son of God. The oft-repeated appearance of Jesus to his disciples, and the persons of the dead who were resurrected with him, also did much to plant the truth in the minds of those who were willing to believe. {3SP 224.2}

Havde soldaterne sovet, så kunne de ikke vide, hvorledes graven blev tom. Dersom én skildvagt havde været vågen, ville han sikkert havde vækket de andre. Havde de virkelig sovet således, som de påstod, så vidste man godt, hvad følgerne blev. En sådan pligtforsømmelse blev straffet med døden, og der kunne ikke være noget håb om benådning. det er derfor ikke tænkelig, at de skyldige ville have omtalt sin brøde. Hvis de jødiske præster og ældste havde opdaget, at vagten sov på sin post, ville de ikke have ladet sagen gå uden videre, men ville have krævet en grundig undersøgelse og at de utro soldater kunne blive udsatte for lovens fulde straf. Hvis de i mindste måde havde troet sin egen påstand, ville de havde draget disciplene til ansvar og ladet den mest grusomme straf komme over dem. At de ikke gjorde dette var et grundigt bevis på, at disciplene var uskyldige, og at præsterne i den yderste nød var blevet drevet til at opdigte og udbrede en løgn for at imødegå de beviser, som samlede sig imod dem og for at kunne påstå at Jesus ikke var opstanden fra de døde, og at han derfor ikke var Guds Søn. At Jesus flere gange viste sig for sine disciple, og at de personer, som opstod fra de døde med ham, også viste sig, bidrog meget til at grundfæste sandheden hos mange, som var villige til at tro.