The power of death was held by the devil; but Jesus had removed its stinging despair, by meeting the enemy upon his own territory and there conquering him. Henceforth death would be robbed of its terror for the Christian, since Christ himself had felt its pangs, and risen from the grave to sit at the right hand of the Father in Heaven, having all power in Heaven and on earth. The conflict between Christ and Satan was determined when the Lord arose from the dead, shaking the prison-house of his enemy to its foundations, and robbing him of his spoils by bringing up a company of the sleeping dead, as a fresh trophy of the victory achieved by the second Adam. This resurrection was a sample, and an assurance, of the final resurrection of the righteous dead at Christ’s second coming. {3SP 239.2}

Djævelen havde endnu dødens vælde, men Jesus havde borttaget hans bitterhed og bråd, idet han indlod sig i kamp med fjenden om døden og vandt sejr over ham. Herefter ville døden ikke have nogen rædsel for at den kristne; thi Kristus selv havde følt dens bråd og var opstået fra graven for at sidde ved Faderens højre hånd i himlen som den, der havde al magt i himlen op på jorden. Striden mellem Kristus og Satan blev afgjort, da Herren opstod fra de døde; thi da rystede han fjendens fængsel til dets grundvold og fratog ham hans bytte, idet han lod nogle af de hensovende opstå, hvilket blev et nyt tegn på den sejr, som den anden Adam havde vundet. Denne opstandelse var et forbillede på og en forsikring om, at de retfærdige hensovende til sidst skal opstå ved Kristi andet komme.