He did not again address them, but, turning away, sought again his retreat and fell prostrate, overcome by the horror of a great darkness. The humanity of the Son of God trembled in that trying hour. The awful moment had arrived which was to decide the destiny of the world. The heavenly hosts waited the issue with intense interest. The fate of humanity trembled in the balance. The Son of God might even then refuse to drink the cup apportioned to guilty men. He might wipe the bloody sweat from his brow, and leave men to perish in their iniquity. Will the Son of the Infinite God drink the bitter potion of humiliation and agony? Will the innocent suffer the consequence of God’s curse, to save the guilty? The words fall tremblingly from the pale lips of Jesus: “O my Father, if this cup may not pass away from me, except I drink it, thy will be done.” {3SP 99.2}

Han talte ikke til dem denne gang, men gik bort og søgte hen til det samme sted, hvor han faldt ned, overvældet af et stort mørkes rædsel. Guds Søns menneskelige hjerte skælvede i denne prøvens time. Det forfærdelige øjeblik var kommet, da verdens skæbne skulle afgøres. De himmelske hærskarer ventede på udfaldet med overordentlig interesse. Menneskeslægtens skæbne skælvede på vægtskålen. Guds Søn kunne endnu unddrage sig fra at drikke det bæger, som menneskenes synder bragte ham. Han kunne havde visket den blodige sved af sin pande og lade menneskene omkomme i deres ugudelighed. Ville den evige Guds Søn drikke den bitre drik af fornedrelse og dødssmerte? Ville de uskyldige lide følgerne af Guds forbandelser for at frelse de skyldige? Jesu ord lød skælvende fra hans blege læber: "Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!"