Judas, the betrayer, did not forget his part, but came close to Jesus, and took his hand as a familiar friend, and bestowed upon him the traitor’s kiss. Jesus said to him, “Friend, wherefore art thou come?” His voice trembled with sorrow as he addressed the deluded Judas: “Betrayest thou the Son of man with a kiss?” This most touching appeal should have roused the conscience of the betrayer, and touched his stubborn heart; but honor, fidelity, and human tenderness had utterly forsaken him. He stood bold and defiant, showing no disposition to relent. He had given himself up to the control of Satan, and he had no power to resist him. Jesus did not reject the traitor’s kiss. In this he gives us an example of forbearance, love, and pity, that is without a parallel. {3SP 103.2}

Judas, forræderen, glemte ikke, hvad han havde lovet. Han nærmede sig til Jesus og tog hans hånd ligesom en god ven og gav ham det kys, hvormed han forrådte ham. Jesus siger til ham: "Ven, gør det du er kommen for!" (Matt 26,50) Hans stemme skælvede af sorg, idet han således talte til den vildfarende Judas. "Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?" (Luk 22,48) Den rørende advarsel burde have vækket forræderens samvittighed og rørt hans (104) forhærdede hjerte; men al troskab og menneskelig ømhed havde fuldstændig forladt ham. Han stod fræk og trodsig og viste ingen tilbøjelighed til at give efter. Han havde hengivet sig under Satans herredømme, og havde ingen magt til at modstå ham. Jesus unddrog sig ikke fra forræderens kys. Han fremstiller derved et eksempel for os på overbærenhed, kærlighed og medlidenhed, som er uden lige.