During this scene of the Saviour’s anguish, the disciples were at first much troubled to see their Master, usually so calm and dignified, wrestling with a sorrow that exceeded all utterance; but they were tired, and finally dropped asleep, leaving him to agonize alone. At the end of an hour, Jesus, feeling the need of human sympathy, rose with painful effort and staggered to the place where he had left his companions. But no sympathizing countenance greeted him after his long struggle; the disciples were fast asleep. Ah! if they had realized that this was their last night with their beloved Master while he lived a man upon earth, if they had known what the morrow would bring him, they would hardly have yielded to the power of slumber. {3SP 96.2}


Profetiens ånd bind 3 kapitel 7. 96.     Fra side 96 i den engelske udgave.tilbage

I urtegården.

Medens Frelseren således led, var disciplene i begyndelsen meget besværede over at se deres Mester, der ellers var så rolig og ophøjet, kæmpe med en sorg, som overgik al beskrivelse; men de var trætte og faldt i søvn og lod ham kæmpe alene med døden. Efter en times tid følte Jesus trang til menneskelig medfølelse. Han stod op med en smertefuld anstrengelse og gik vaklende til det sted, hvor han havde forladt sine ledsagere; (97) men intet medfølende ansigt hilste ham efter hans lange kamp - disciplene sov hårdt. Ak, om de havde vidst, at dette var den sidste nat, som de tilbragte med deres elskede Mester, medens han levede som menneske på jorden! Dersom de havde vidst, hvad morgendagen ville bringe dem, så ville de næppe havde givet efter for søvnens magt.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.