Often we do more to provoke than to win. I have seen a mother snatch from the hand of her child something that was giving it special pleasure. The child did not know the reason of this, and naturally felt abused. Then followed a quarrel between parent and child, and a sharp chastisement ended the scene as far as outward appearance was concerned; but that battle left an impression on the tender mind that would not be easily effaced. This mother acted unwisely. She did not reason from cause to effect. Her harsh, injudicious action stirred the worst passions in the heart of her child, and on every similar occasion these passions would be aroused and strengthened. {CT 117.2}

Ofte gør vi mere for at provokere end vinde. Jeg har set en moder snuppe noget ud af hendes barns hånd, noget som vil fornøje på en særlig måde. Barnet kendte ikke årsagen til dette, og føler sig naturligt misbrugt. Derefter kom der et skænderi mellem forældre og barn, og en skarp revselse afsluttede situationen, så vidt det kunne ses udefra; men at kampen efterlod et indtryk i det ømme sind, som ikke så nemt udviskes. Denne moder handlede uklogt. Hun sluttede ikke fra årsag til virkning. Hendes, hårde, uforstandige handling oprørte de værste lidenskaber i hendes barns hjerte, og ved enhver enkelt anledning ville disse lidenskaber blive vækket og styrket.