One of Christ’s most beautiful and impressive parables is that of the sower and the seed. “So is the kingdom of God,” He said, “as if a man should cast seed into the ground; and should sleep, and rise night and day, and the seed should spring and grow up, he knoweth not how. For the earth bringeth forth fruit of herself; first the blade, then the ear, after that the full corn in the ear.” Mark 4:26-28.... He who gave this parable, Himself created the tiny seed, gave it its vital properties, and ordained the laws that should govern its growth; and He made it a living illustration of truth in both the natural and the spiritual world. {CT 140.2}

En af Kristi skønneste og udtryksfulde lignelser er den om sædemanden og sæden: »Med Guds rige er det ligesom med en mand,« sagde han, »der har tilsået sin jord og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. Af sig selv giver jorden frugt, først strå, så aks og så fuld kærne i akset.« Mark. 4,26-28 . . . . . Han som gav denne lignelse, skabte selv det lille frø, gav det livskraft, og forordnede de love som skulle styre dens vækst; og Han gjorde til en levende oplysning af sandhed i både den naturlige og i den åndelige verden.