I betragtning af deres høje kald, bør de unge iblandt os ikke søge efter fornøjelse, eller leve for selvisk tilfredshed. Sjæles frelse skal være det motiv der indgyder dem til handling. I deres gudsgivne styrke skal de rejse sig over enhver trælbundne og fornedrende vane. De skal nøje overveje stien for deres fødder, huske på at den vej de fører, vil andre følge. Ingen lever for sig selv, alle udøver en indflydelse for godt eller for ondt. På grund af dette, formaner apostlen de unge mænd til at være ædelsindede. Hvordan kan de ellers være når de husker at de er medarbejdere sammen med Kristus, har del i Ham og Hans selvfornægtende og opofrelse, Hans overbærenhed og nådige godgørenhed?