De formål som har ført til dannelsen af litteraturselskaber kan være gode; men hvis visdommen (542) fra Gud ikke kontrollerer disse organisationer, kan de blive et tydeligt onde. Den ureligiøse og den med et uhelliggjort hjerte og liv, får sædvanligvis lov og sættes i de mest ansvarsbetyngede stillinger. Der kan antages regler og regulativer, som menes at være nok til at bremse alle ødelæggende indflydelser; men Satan, en skarpsindig anfører, er i gang med at forme samfundet efter hans planer, og med tiden får han ofte succes. Den store fjende får hurtig adgang til de mennesker, han har kontrolleret tidligere, og igennem disse gennemfører han sit mål. Forskellige former for morskab indføres for at gøre møderne interessante og attraktive for verdslige, og derved degenereres de såkaldte litteraturselskaber for ofte med en teatermæssig fremstilling og billigt vrøvl. Alt dette tilfredsstiller det kødelige sindelag, som er fjendskab mod Gud; men de styrker ikke forstanden, eller befæster ikke moralen.