When emperors, kings, popes, and priests sought to defile and destroy this temple of God with sacrilegious idolatry and persecution of the faithful, God’s eye never for a moment left his building and his workmen. In the face of gaping prisons, torture, and flames, the work grew under the hands of faithful men; the structure arose, beautiful and symmetrical. The workmen were at times almost blinded by the mists of superstition that settled dense and dark around them, and they were beaten back by the violence of their opponents; yet, like Nehemiah and his co-laborers, they still urged forward the work. Their language was, The God of Heaven liveth and reigneth; he will prosper his own work. Therefore we, his servants, will arise and build.{LP 159.1}

Da kejsere, konger, paver og præster forsøgte at besmitte og ødelægge dette Guds tempel med profan afgudsdyrkelse, og de trofastes forfølgelse, forlod Guds øje aldrig et eneste øjeblik hans bygning og arbejdsfolk. For ansigtet af måbende fanger, tortur og flammer voksede arbejdet under de trofaste menneskers flammer; strukturen rejste sig op, smuk og symmetrisk. Til tider var arbejdsfolkene forblindede af overtroens slør som satte sig tykt og mørkt omkring dem, og de blev slået tilbage af deres modstanderes voldsomhed; alligevel skyndede de stadig på arbejdets fremgang, ligesom Nehamias og hans medarbejdere gjorde. Deres sprog var: Himlens Gud lever og regerer; han vil give sit eget værk fremgang. Derfor vil vi, hans tjenere, rejse os op og bygge op.