“And when he had thus spoken, he kneeled down, and prayed with them all. And they all wept sore, and fell on Paul’s neck, and kissed him, sorrowing most of all for the words which he spake, that they should see his face no more.” By his fidelity to the truth, Paul inspired intense hatred; but he also inspired the deepest and warmest affection. Sadly the disciples followed him to the ship, their hearts filled with anxiety, both for his future and for their own. The apostle’s tears flowed freely as he parted from these brethren, and after he had embarked there came to him from the shore the sound of weeping. With heavy hearts the elders turned homeward, knowing that they could expect no further help from him who had felt so deep an interest and labored with so great zeal for them and for the church under their care. {LP 202.1}


Skildringer fra Paulus liv kapitel 18. 202.     Fra side 202 i den engelske udgave.tilbage

Paulus sidste rejse til Jerusalem

"Da han havde sagt dette, faldt han på knæ og bad sammen med dem alle. Og de brast alle i heftig gråd, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham inderligt. Og det, der smertede dem mest, var det ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se." Men sin flid for sandheden, indgød Paulus intens had; men han indgød også den dybeste og varmeste hengivenhed. Disciplene fulgte ham bedrøvet til skibet, deres hjerter var fyldt med bekymring, både for hans fremtid og deres egen. Apostlens tårer flød frit idet han skiltes med disse brødre, og efter at han var gået ombord, kom der højlydt råd ti ham fra kysten. Men tunge hjerter vendte de ældste hjemad i gen, vidende at de ikke længere kunne forvente hjælp fra ham som havde næret så dyb en interesse og arbejdet med stor iver for dem og den menighed de havde med at gøre.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.