All night the tempest raged, and the ship leaked. The next day, all on board—soldiers, sailors, passengers, and prisoners—united in throwing overboard everything that could be spared. Night came again, but the wind did not abate. The storm-beaten ship, with its shattered mast and rent sails, was tossed hither and thither by the fury of the gale. Every moment it seemed that the groaning timbers must give way as the vessel reeled and quivered under the tempest’s shock. The leak rapidly increased, and passengers and crew worked constantly at the pumps. There was not a moment’s rest for one on board. “The third day,” says Luke, “we cast out with our own hands the tackling of the ship; and when neither sun nor stars in many days appeared, and no small tempest lay on us, all hope that we should be saved was then taken away.” A gloomy apathy settled upon those three hundred souls, as for fourteen days they drifted, helpless and hopeless, under a sunless and starless heaven. They had no means of cooking; no fire could be lighted, the utensils had been washed overboard, and most of the provisions were water-soaked and spoiled. In fact while their good ship was wrestling with the tempest, and the waves talked with death, no one desired food. {LP 265.2}

Stormvejret hærgede hele natten, og skibet blev utæt. Den næste dag gik soldater, sømænd, passagerere og fanger sammen om at kaste alt over bord som de kunne spares for. Natten kom igen, men vinden dæmpedes ikke. Det stormomslåede skib, med dens knuste mast og iturevne sejl, blev kastet hid og did af blæstens raseri. Hvert øjeblik var det som om at knagende træværk måtte give efter, da båden skælvede og dirrede under uvejrets stød. Lækagen blev hurtig større, og passagererne og personalet arbejdede hele tiden ved pumperne. Der var ikke et øjebliks hvile for nogen ombord. "På den tredje dag", siger Lukas "kastede de med egne hænder skibets redskaber ud. Da hverken sol eller stjerner lod sig se i flere dage, og et hårdt vejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om redning." Et tilsyneladende tryk stemning kom over de tre hundrede sjæle, som i fjorden dage havde drevet hjælpeløse og håbløse rundt, under en solløs og stjerneløs himmel. De havde ingen midler til at lave mad med; ingen ild til at oplyse, redskaberne var skyllet overbord, og de fleste fødeforsyninger var gennemtrukket af vand og ødelagt. Da deres gode skib brød med uvejret, og bølgerne talte om døden, var der faktisk ingen der ønskede mad.