The apostle was looking into the great beyond, not with uncertainty or in dread, but with joyful hope and longing expectation. As he stood at the place of martyrdom, he saw not the gleaming sword of the executioner, or the green earth so soon to receive his blood; he looked up through the calm blue heaven of that summer’s day to the throne of the Eternal. His language was, O Lord, thou art my comfort and my portion. When shall I embrace thee? when shall I behold thee for myself, without a dimming vail between? {LP 330.2}

Apostlen så det store på den anden side, ikke i usikkerhed eller i frygt, men med glædeligt håb og længselsfuld forventning. Idet han stod på martyrets sted, så han ikke bødlens glimtene sværd, eller den grønne jord som snart skulle tage imod hans blod, han så op gennem den rolige blå himmel på den sommerdag, til den Eviges trone. Hans sprog var: Oh Herre, du er min trøst og min arvedel. Hvornår skal jeg omfavne dig? hvornår skal jeg selv beskue dig, uden et slørende forhæng imellem?