Dem som tager til Battle Creek møder fristelser som de ikke forventede på det sted. De møder skuffelser som ikke var nødvendige, og deres religiøse erfaring får ingen hjælp ved at tage til det sted. De mister tid fordi de ikke ved hvad de skal gøre, og ingen er parat til at sige det til dem. De taber meget tid ved at beskæftige sig med noget der ikke fører til opbyggelse for dem selv. Det almindelige og hellige arbejde sammenblandet, og står på et niveau. Men dette er ikke en klog politik. Gud ser på og anerkender det ikke. Mange ting kunne være gjort som ville have en holdbar påvirkning, om de var blevet udarbejdet med måde og i ydmyghed på det sted hvor de var. Tiden går, sjæle beslutter sig for enten ondt eller godt, og krigen bliver hele tiden stærkere. Hvor mange som kender sandheden for denne tid arbejder i harmoni med dens principper? Det er rigtigt at noget gøres; men mere, langt mere, kunne være udrettet. Arbejdet hober sig op, og tiden for at gøre arbejdet i svinder bort. Det er nu tid hvo ralle skal brænde og skinne deres lys ud, og alligevel holder mange ikke deres lamper forsynet med nådens olie, og i orden og i gang med at brænde, så at lysket kan stråle ud i dag.