»Til det håb er vi frelst. «
De faldne skal overbevises om, at de endnu kan nå at blive mennesker. Kristus ærede menneskene ved at vise dem tillid og få dem til at føle, at de var værdifulde. Han behandlede de dybest faldne med respekt. Det var en pine for Kristus at komme i berøring med fjendskab, fordærvelse og urenhed, men han gav aldrig udtryk for, at man havde såret hans følelser. Han havde den dybeste medfølelse med mennesker, som havde dårlige vaner, stærke fordomme og heftige lidenskaber. Når vi lader hans Ånd tage bolig i os, vil vi betragte alle mennesker som brødre, der bliver udsat for de samme fristelser og prøvelser. De falder ofte og anstrenger sig for at rejse sig igen. De kæmper med skuffelser og vanskeligheder og hungrer efter medfølelse og hjælp. Når vi er sammen med dem, skal vi lade være med at gøre dem modløse eller at støde dem fra os. Vi skal sætte mod i dem. Når vi har opmuntret dem, kan de tillidsfuldt sige: »Du skal ikke glæde dig over mig, fjende, for jeg faldt, men rejser mig igen, jeg bor i mørke, men Herren er mit lys.« Jeg må »bære hans vrede, indtil han har ført min sag og skaffet mig ret; han vil lede mig ud i lyset, så jeg ser hans retfærdighed.«