De syge bliver trætte og udmattede af at bo i byerne, hvor der er støj og forvirring. Bylivet er kunstigt og tærer på kræfterne. Luften er fyldt med røg og støv, giftige gasarter og bakterier. Derfor er den livsfarlig. De syge opholder sig indendørs det meste af tiden og føler det næsten, som om de var fanger i deres værelser. Når de kigger ud, ser de bygninger, gader og mennesker, som skynder sig af sted. De ser ikke så meget som et glimt af solen eller den blå himmel, græsset, blomsterne eller træerne. Når de er spærret inde på denne måde, ruger de over deres lidelser og sorger, og de bliver mere og mere nedtrykte.