Gud har skænket jorden sine rige gaver. Han har fyldt dens forrådshuse med ting, som gør livet behageligt. Han har ladet os lære sandheden at kende, så vi kan blive frelst. Kan vi så tillade os at lade enkens og de faderløses, de syges og de lidendes, de uvidendes og de ufrelstes råb nå op til himlen? På dommedag skal mennesker stå ansigt til ansigt med ham, der gav sit liv for at frelse disse nødlidende mennesker. Hvordan vil de så undskylde, at de har brugt tid og penge til ting, som Gud har forbudt? Vil Kristus ikke sige til disse mennesker: »Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, . . . jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig«?