Men det vårede ikke ret længe, før folkeskaren ledte efter ham. Folk troede, at han var taget hen til det sted, hvor han plejede at opholde sig, når han ville være alene, så de gik derhen. Han havde håbet at få en times hvile, men det lykkedes ikke. Den gode Hyrde elskede disse hvileløse, tørstende sjæle, og han havde medfølelse med dem. De havde en stor plads i hans rene hjerte. Han hjalp dem med deres problemer hele dagen, og om aftenen sendte han dem hjem.