Frelseren havde viet sit liv til at hjælpe andre, men han kunne ikke holde til at arbejde uafbrudt for at tage sig af mennesker, som var i nød. Han måtte holde en pause engang imellem for at være alene og for at kunne holde sin forbindelse med Faderen ved lige. Når folkeskaren gik hjem, gik han op i bjergene for at være alene med Gud, og her udøste han sin sjæl i bøn for lidende, syndige, nødstedte mennesker.