Kristus elskede at samle mennesker omkring sig under den blå himmel, på en grøn bjergskråning eller ved søbredden. Her var de omgivet af hans eget skaberværk, og han kunne bedre få dem til at glemme det kunstige og tænke på det naturlige. Hans tilhørere kunne lære meget om hans rige ved at lægge mærke til, hvordan alt voksede og udviklede sig i naturen. Menneskene kunne tilegne sig megen guddommelig sandhed ved at løfte deres øjne mod Guds bjerge og ved at betragte hans vidunderlige skaberværk. Naturen ville senere minde dem om det, den guddommelige lærer havde fortalt dem. Deres sind ville blive vendt op mod det høje, og hjertet ville finde hvile.